

Byggeriet af kollegiet stod færdigt i september 1994, og de første indflytninger fandt sted per 15. september. Dog er kollegiets "fødselsdag" først d. 4. november hvor kollegiet officielt blev indviet.
Skejbygårdkollegiets tilblivelse var dog ikke så lige til. Budgetoverskridninger på over 30% medførte massive nedskæringer i projektet og medførte bl.a. at visionen om to seperate tårne med panoramasalon på toppen og en underjordisk cykelkælder måtte neddimensioneres til to tvillinge tårne, udendørs cykelskur og fællesrum i kælderen. Udsigten fra toppen kunne ingen dog tage fra kollegiet.
I et hav af naboklager, særligt fra de naboer der mistede deres udsigt over Århusbugten, blev det monumentale kollegium opført. Skejbygårdkollegiet var det første af Kollegiekontorets byggerier i den dengang nye forstad Skejby. I dag bor der ca. 800 kollegianere, fordelt på 5 kollegier, indenfor en radius af 1 km, og Skejbygårdkollegiet kan i dag bryste sig med af at være et af de mest karismatiske kollegiebyggerier i Århus.
Gennem tiden har mange tusinde studerende haft deres daglige gang og studieliv på Skejbygårdkollegiet, og kollegiet har da også huset både folketingspolitkere og andre kendte ansigter.