Vi faldt over denne debattråd.

De nævnte billeder er fra Opgang 10 tilbage i februar 2008. Det er en historie fra 1 opgang ud af 49. Vi kan ikke sige noget imod det, for det skete og Jyllandsposten har foreviget det. Men altså...

Skjoldhøjkollegiet blev fravalgt af unge under uddannelse, dengang alle have penge nok til at være ligeglade med alt uden for Ringvejen (2005 - 2008). Og det led det under. Lad os slå det fast. Det var ikke altid Verdens Bedste Beboere, der valgte at flytte herud. Og Skjoldhøjkollegiet var og er stort. Det bliver ikke vupti til idyl, lagkage og super studieliv hen over natten, fordi der opstår en finanskrise, så unge under uddannelse igen må overveje om Skjoldhøjkollegiet kan bruges. Om ikke andet så det første semesters tid.

Og det synes vi det kan.

Vi har i dag - mere end to år senere - rengøringsordning, Beboerrådgiver og klageudvalg. Og der findes billeder fra forskellige opgange, hvor de har fælles madordning, playstation, projektor, bordfodbold, poolbord og gode møbler i stedet for affald og smadrede møbler. Men af indlysende grunde kommer den slags billeder ikke i avisen.

Og vi har hyret eksternt vagtselskab, og vi arbejder på at få nogle flere aflåselige cykelrum.

Fair nok at Skjoldhøjkollegiet bliver valgt fra af diverse årsager. Men gamle skrækhistorier og ligeså gamle billeder behøver vel ikke være nogle af dem?

"Beboere på Skjoldhøjkollegiet i Århus har så mange sociale problemer, at kollegiet nu ansætter en social vicevært", står der i en artikel på TV2 Østjyllands hjemmeside.

Frem til den sociale vicevært blev ansat, betalte kollegiet selv for en fastansat psykolog. Vi har derfor ikke ansat en social vicevært, fordi de sociale problemer har overskredet en eller anden tærskel. Vi prøver bare noget nyt. Med Socialministeriets og Århus Kommunes velsignelse.

"I de næste fire år skal en social vicevært og to ung-til-ung-medarbejdere sørge for, at psyken hos kollegiets beboere har det godt." står der endvidere skrevet i artiklen.

Nej da. Det skal vi da alle sammen, og det har vi altid skullet. Uanset om vi bor på kollegium eller ej.

Eller hvad?

"Det er ikke normalt at have en psykolog/beboerrådgiver på et kollegie", siges der. "Der må jo være noget galt, siden det er nødvendigt!" Endvidere har vi mødt bekymring udefra grundet fremstillingen (se ovenfor) om, at unge på kollegiet havde "store sociale problemer".

Det var og er ikke en nødvendighed vores tidligere psykolog og nuværende beboerrådgiver var og er tænkt som. Det var og er tænkt som et tilbud.

Psykologrådgivningen No50 har historie helt tilbage i 80erne, og har lige siden været en integreret del af kollegiet. Dengang var det meget på mode, at man talte om tingene, og derfor ansatte man én, der fagligt vidste noget om, hvordan man talte om tingene. Endvidere blev No50 brugt som praktik for næsten-færdiguddannede psykologer, og ligeså blev der i No50 lavet beboerundersøgelser og unge-kontra-studielivet-undersøgelser. En del af dette arbejde blev udgivet som rapporter og brugt kommunalt. Hvilket var produktivt og konstruktivt for alle.

En af de hyppigste årsager til frafrald på videregående uddannelser er ensomhed.

Psykologen og den nuværende beboerrådgiver var og er derfor tænkt som en redningsplanke. Et sted man kunne og kan gå hen og under rådgivningens trygge tavshedspligt få sat ord på dét, man nu lige gik og baksede med.

Logikken er derfor vendt den forkerte vej. Det er ikke fordi kollegiets beboere havde og har store sociale/psykiske problemer, at vi havde en psykolog og nu har en beboerrådgiver. Det var og er for at undgå, at vores beboere får sociale/psykiske problemer - og i sidste ende måske må hoppe fra deres uddannelse/deres læreplads.

Det er ikke idéen med ansættelsen af vores nuværende beboerrådgiver, at forældre til kommende studerende i Aarhus og måske kommende beboere på Skjoldhøjkollegiet skal tro, at en stor del af kollegiets beboere har "rotter på loftet", og at vi alle render rundt og er lidt småbims i kasketten.

Idéen er, at forældre til kommende studerende og måske kommende beboere på Skjoldhøjkollegiet skal finde trøst i, at Deres datter/søn aldrig er alene. Der er ALTID mindst ét sted at gå hen. Et sted, hvor der lyttes, og et sted, hvor der er gode råd at hente. Og det er ganske gratis.