Til Kollegiekontoret
Banner

Kunsten på skjoldhøj

De grå betonvægge har altid været et diskussionsemne blandt kollegianerne. Der har gentagne gange været gjort forsøg på at få murene shinet op, men debatten er hver gang strandet på pengespørgsmål og uenighed om farvevalg. Man har dog fra kollegiets side sørget for en form for udsmykning.

Der er dels tale om en bemaling af nogle gavle og fliser, dels om nogle monumentale skulpturer rundt om på kollegiet. De fleste gavlmalerier forsvandt dog ved betonrenoveringen i 1988, men enkelte spor ses stadig i flisebelægningen i gyderne.

Kasper Heiberg - manden bag skulpturerne - lagde stor vægt på, at skulpturerne blev lavet til kollegiet og ikke kunne bruges andre steder. Han forsøgte derfor at udnytte de linier, som arkitekturen naturligt skaber. Den store lyseblå jernskulptur på Centerpladsen følger således de linier, som gavlene tegner.

Det mest omdiskuterede værk på kollegiet er den kæmpestore jernplade, der står på torvet mellem C-lejlighederne i den ulige afdeling. Kritikere har døbt kunstværket M/S-Skjoldhøj, fordi det efter manges mening mest af alt ligner et skib set fra siden.

Kunstneren selv opfattede skulpturen som "en kæmpemæssig gubbe, der peger ud mod et fjernt betydningsfuldt punkt i horisonten". Formen på skulpturen fremkommer, når man betragter de to bygninger, der ligger forskudt for hinanden.

Natur nær kollegiet

Kollegiet er nabo til to naturområder. Mod vest starter True Skov på 600 hektar som er indrettet med stier og parkeringspladser. Skoven er en af de yngste i Danmark hvor de første træer blev plantet i 1994. Skoven har flere småsøer og mange forskellige typer træer, dog overvejende danske løvtræer. Der er 2 hundeskove hvor hunde kan luftes uden snor.

Om vinteren og i godt snedække har der været indrettet langrendsspor på stierne.

Naturstyrelsens folder med kort: PDF

Mod nord og øst ligger Skjoldhøjkilen som er et område med varierende natur. Umiddelbart vil man møde "urskoven" som er et stykke skov indrettet med mose og hvor træer får lov til at ligge for at give et mere forhistorisk indtryk. Man kan dog bevæge sig tørskoet rundt og nyde indtrykket på gangbroer. Der er også to sandfangs-søer hvor man kan finde ænder og svaner.

Længere inde mod byen er der mere traditionel skov som bl.a benyttes til ridning, og Hasle Bakker som huser motocross bane, fodbold, løb og mange andre aktiviteter, herunder Danmarks Grimmeste Festival (navnet er noget misvisende!). Bakketoppene ligger lige over 100 meter over havets overflade og giver en rigtig god udsigt over Århus.