Kollegiekontoret administrerer 24 kollegieafdelinger (ofte blot kaldt kollegier), 4 selvejende kollegier (Ravnsbjerg Kollegiet, Skjoldhøjkollegiet, Tandlægekollegiet og Vilh. Kiers Kollegium) samt et privat kollegium, Chr. X's Kollegium. I alt drejer det sig om ca. 4000 lejemål.
Kollegiekontorets boligtyper spænder vidt. Fra ét- og toværelses lejligheder til dubletter og tripletter (to eller tre personer deler køkken og/eller bad og toilet). Du kan også søge et værelse på vores gangkollegier, hvor 8-16 beboere deler køkken og i nogen tilfælde bad/toilet.
Nogle boligtyper er egnet til dem, der ønsker sociale kontakter på tværs af studiegrænserne eller er nye i byen. Nogle er velegnede til par eller venner; og atter andre passer til dem, som allerede har studeret nogle år i Århus og ønsker at flytte til en af vores andre boligtyper.
Læs om de enkelte boligers faciliteter, sociale liv, beboerdemokrati, udvalg m.m. på deres egne hjemmesider, som er listet til højre. Boligerne kan søges på UngdomsboligAarhus.dk

Via beboerdemokratiet har den enkelte beboer en enestående mulighed for aktivt at få indflydelse på både den daglige drift, vedligeholdelse og udvikling af egen bolig.
Graden af indflydelse afhænger naturligvis af engagement og indsats, men den afhænger som i ethvert andet demokrati også af enighed med andre. Mange beslutninger starter med diskussioner naboerne imellem på det enkelte kollegium. Herfra går sagen sin gang gennem systemet, og såfremt ideen opnår flertal, er vejen banet for, at den kan føres ud i livet.
I Kollegiekontorets afdelinger hedder det demokratiske organ afdelingsbestyrelsen og på de selvejende kollegier, kaldes det beboerrådet.
At tage del i beboerdemokratiet er ikke et krav, når du bor på kollegium, men en mulighed for at få indflydelse på din hverdag, kendskab til bestyrelsesarbejde og gøre dit CV mere attraktivt. Hvis du har lyst til dette, så kan vi kun opfordre dig til at møde op på afdelings- eller beboermødet på dit kollegium og stille op som medlem af afdelingsbestyrelsen eller beboerrådet.
Beboerdemokratiet afspejler sig på alle niveauer i organisationen. Hvis du som medlem af afdelingsbestyrelsen eller beboerrådet finder dit hverv spændende, og du får lyst til flere udfordringer, så er der i Kollegiekontoret i Århus s.m.b.a. gode muligheder for at blive valgt ind i øvrige tillidsposter. F.eks. i bestyrelsen eller forretningsudvalget.