Velkommen til Skejbygård Kollegiet

Kollegiet huser 128 studerende.

Hver har deres egen kollegielejlighed med eget toilet, bad og køkken.

Lejlighederne er på brutto 28 m2, og der er netto 15 m2 værelse. Se plantegning. (Målene er i millimeter): (http://www.kollegiekontoret.dk/fileadmin/kollegier/27/skejbygaard/Uploads/Oversigtstegninger/1.12_A_Etageplaner.pdf)

Af fællesfaciliteter findes på kollegiet et vaskeri, et fællesrum med tv-stue, brætspil og bar, samt et pulterrum og tørrerum. Derudover er det aflåselige og overdækkede cykelskur, samt en asfalteret p-plads med plads til 30 personbiler. Desuden har vi en indhegnet baghave med basket- og fodboldbane samt to grill og et par borde/bænke, som alt er til fri afbenyttelse.

For at få en lejlighed skal du ansøge gennem UngdomsboligAarhus. Ventetiden på kollegiet er ca. 7-12 mdr.

Kollegiet administreres af Kollegiekontoret, og i det daglige repræsenteret ved varmemesteren, Ole Fenger.

 

Kollegielivet

At flytte på kollegie er for mange en helt særlig beslutning. Du får nemlig ikke kun en billig bolig, med der følger også ofte både fællesskab, fester, nye venner og måske en kæreste - alt sammen på godt og ondt.

Flytter du f.eks til Aarhus i forbindelse med studiestart på dit drømmestudie, er det at flytte på kollegie en rigtig god ide, så du får etableret en social omgangskreds.

Som ny i Aarhus har man muligvis ingen eller ganske få bekendte, og omgangskredsen på studiet bliver måske også hurtigt for faglig ensporet og unuanceret. Kollegiet er derfor en ideel løsning til opbygning af et socialt netværk af ligesindede studerende med forskellige baggrunde og uddannelser. På et kollegie møder man uundgåeligt andre unge mennesker med samme interesser som én selv, uanset om det er at opbygge Linux-kerner, løbe marathon eller strikke sweatre. Her er noget for enhver smag.

Fællesfaciliteter

Kollegiet har et fællesrum i kælderen, hvor der er rig mulighed for socialt samvær - både i form af brætspil konsolspil og hygge. Men rummet kan også reserveres til festlige lejligheder og baren rummer mange gode stunder - og lejlighedsvist holdes også fredagsbar på kollegiet.

FÆLLESGANGEN

Hver gang á 8 værelser deler indgang og fællesgang. Gangen kan benyttes som opholdsrum og samlingspunkt for fællesspisninger, fester m.v. Desuden findes på hver gang opslagstavler der beretter om kommende aktiviter og arrangementer på kollegiet. Dog er det af hensyn til brandsikkerheden enormt vigtigt, at gangarealerne er tydelige.

På hver gang står en skabsfryser, hvor hver beboer har ét rum til rådighed hvis pladsen i fryseren i køleskabet bliver for trang.

Rengøringen af fællesgangen sker professionelt og bliver betalt gennem huslejen.

REKREATIVE AREALER

Til kollegiet er tilknyttet store grønne arealer. Der er bl.a. indhegnet baghave, med borde/bænke og grillsted. Kollegiet har desuden egen basket- og fodboldbane.

Der er desuden gode muligheder for gåture og ophold på de omkringliggende grønne områder. Alle er nyindrettede og velholdte af den lokale grundejerforening, som kollegiet (dsv. også dig) er medlem af.

VASKERI

I kælderen findes kollegiets fællesvaskeri. Her er 4 vaskemaskiner og 2 tørretumblere som står til fri afbenyttelse døgnet rundt for kollegiets beboere.

Vi har sommertids og vintertidspriser, grundet besparelser ved solcelleanlæg. Priserne kan ses i displayet, når du starter en vask eller tumbling.

I sommerhalvåret (fra sommertidens start til sommertids ophør) er der nedsatte priser i vaskeriet fra kl. 8.00 til 16.00.

I forbindelse med vaskeriet er der også tørrerum med tørresnore og -stativer.

Betaling foregår med en personlig bruger, som du informeres om ved indflytning.

PULTERRUM

Hver fællesgang á 8 personer har et pulterrum til deling. Her har man begrænset mulighed for at få opmagasineret møbler og andet habengut man ikke lige kan få plads til i sin lejlighed.

PARKERING OG INDKØBSMULIGHEDER

Kollegiet har aflåseligt og overdækket cykelskur, samt mulighed for aflåst særskilt motorcykelparkering.

Desuden er der asfalteret parkeringsplads med plads til 30 personbiler.

Fra kollegiet er der 3 minutters gang til Skejby­centret med Føtex, Matas, bager, kiosk, optiker, pizzeria, apoteksudsalg mv..

Beliggenheden

En af kollegiets store fordele er placeringen tæt ved mange uddannelses­institutioner:

Pædagog­seminariet, Ergo- og fysioterapeut­skolen, Journalist­højskolen og Teknisk Skole ligger alle indenfor et par kilometers afstand og nås på få minutter på cyke

Energimærke

Når en bolig udlejes (eller sælges) skal den iht. lovgivningen have en gyldig energimærkning. En energimærkning er en vurdering af en bygnings energimæssige tilstand. 

Energimærkning procedure
1. En vurdering, der viser, hvor store energiudgifter, der er for boligerne - for eksempel til olie, gas, fjernvarme, el og vand.

2. Et besparelsesforslag, der viser, hvilke forbedringer det kan svare sig at gennemføre ved boligen, og hvor meget man herved kan reducere udgifterne.

Gyldighed
Energimærkninger gælder som udgangspunkt i 10 år. 


Energimærke for Skejbygård K
ollegiet

Historie

Byggeriet af kollegiet stod færdigt i september 1994, og de første indflytninger fandt sted per 15. september. Dog er kollegiets "fødselsdag" først d. 4. november hvor kollegiet officielt blev indviet.

Skejbygårdkollegiets tilblivelse var dog ikke så lige til. Budgetoverskridninger på over 30% medførte massive nedskæringer i projektet og medførte bl.a. at visionen om to seperate tårne med panoramasalon på toppen og en underjordisk cykelkælder måtte neddimensioneres til to tvillingetårne, udendørs cykelskur og fællesrum i kælderen. Udsigten fra toppen kunne ingen dog tage fra kollegiet.